Når kunderne udvikler nye forretningsmodeller, skal ALSO kunne følge trop ved at leve op til ønsket om både nye leveringsformer og nye former for services. Det er et klart fokusområde i et tæt samarbejde med pakkedistributøren.

Over de senere år er det blevet stadig vigtigere for ALSO at kunne tilbyde kundespecifikke leveringsløsninger - og i takt med at forhandlerne udvikler stadig nye forretningsmodeller for at kunne tilfredsstille deres slutkunder, vokser kravene til ALSO om at kunne leve op til ikke bare én måde at levere på, men en hel pallette af måder.

I den ene ende af spektret har vi levering på paller til eksempelvis de store butikskæders centrale lagre. Men selv om det kan lyde som en helt enkel ”drop and go” levering, er det ingenlunde tilfældet. Vi mødes ofte med ønsket om at kunne levere på bestemte tidspunkter, hvilket betyder, at vi skal kunne levere inden for et bestemt slot.

Det kan måske lyde som noget fjolleri for nogle, men er vigtigt for mange af forhandlerne, fordi logistik i dag handler om optimering og effektivitet. Samtidig mødes vi også med ønsker om special pakning eller emballering, netop for at forhandleren kan sikre effektiv og hurtig håndtering af sine varer.

Tæt samarbejde med GLS
Når vi både skal kunne levere hele paller til et centrallager og enkelte pakker direkte til slutkunden i en webshop, er det helt naturligt at spørge, om en enkelt transportør kan klare begge dele lige godt. Men det kan faktisk godt lade sig gøre.

Vi har valgt GLS, der står for 95% af alle vores leverancer i Danmark, og selv om der naturligvis også køres mange paller ud, vil jeg hellere kalde GLS for pakkedistributør end speditør - netop på grund af mangfoldigheden i leverancemåderne.

Det siger imidlertid sig selv, at det kræver et tæt samarbejde mellem ALSO og GLS for at kunne sikre en god og korrekt levering. I starten oplevede vi lidt problemer i forhold til levering til BtC segmentet, men så satte vi os sammen og fik løst problemerne i fællesskab.

Mange nye leveringsformer
Det var vigtigt, for internethandelen er i særdeles kraftig vækst, hvilket gør, at vi løbende stilles over for ønsket om at kunne opfylde nye leveringsformer. Ikke bare direkte hjem til kunden, men også til eksempelvis de forskellige typer af boksanlæg eller andre former for pakkeafhentningsfaciliteter, der skyder op over hele landet.

Det kan både være boksanlæg drevet af Post Danmark, boksanlæg drevet af private aktører eller f.eks. butikker, hvor der er indgået en aftale med en pakketransportør om afhentning af pakker i åbningstiden. Desuden er udfordringen, at omkostningerne helst ikke må vokse, så samtidig med at vi skal udvise øget fleksibilitet, skal det ske til samme pris.

Jeg synes imidlertid, ALSO har været god til at møde de nye udfordringer i en proces, hvor det lige så meget handler om at kunne gøre det uden, at det går ud over servicen. Det prøver jeg på at leve op til ud fra et princip om at holde tingene så enkelt som muligt.

Service er alfa og omega
En IT-infrastruktur af en vis kompleksitet kan naturligvis ikke undgås, men alt andet lige er der ikke nogen grund til at gøre tingene mere kompliceret end nødvendigt er. Derfor bruger jeg rigtig meget tid på optimere processer, effektivisere flow og hele tiden følge med de nye udfordringer som løbende opstår.

Det er ganske enkelt nødvendigt, også fordi vi skal kunne håndtere ønsker om en række andre nye services. Flere og flere offentlige institutioner som f.eks. skoler ønsker enten at få leveret deres nye computere uden emballage, eller at vi tager emballagen med retur, og i fremtiden ser jeg andre services skyde op, f.eks. ønsket om, at vi kan levere en pakke emballeret i julepapir med Til og Fra kort påsat.

Især de mange webshops, der handler direkte med slutkunden, vil møde os med den slags ønsker, fordi services, der omkranser selve produktet som sådan bliver et stadig større konkurrenceparameter. Grundlæggende kan man sige, der ikke er den store forskel på, om man køber en computer af et givent fabrikat hos den ene eller den anden forhandler. Derfor vil det som oftest være pris og ikke mindst service, der er afgørende for, hvor slutkunden lægger sin ordre.

Hvis kunden handler i en fysisk butik, slutter den logistiske udfordring her, for kunden sørger selv vor at bære varen hjem. Men hvis kunden hand-ler på internettet, er den logistiske udfordring ikke slut, før chaufføren banker på døren eller gør pakken klar til afhentning i f.eks. et boksanlæg. Så for ALSO handler det ikke blot om at have varerne på lager, men også om at kunne levere til den aftalte tid på den aftalte måde.

"Når vi både skal kunne levere hele paller til et centrallager og enkelte pakker direkte til slutkunden i en webshop, er det helt naturligt at spørge, om en enkelt transportør kan klare begge dele lige godt. Men det kan faktisk godt lade sig gøre."

- Claus Holbæk Pedersen, Logistic Manager

Claus Holbæk Pedersen, Logistic Manager
4355 9256
claus.pedersen@also.com